Flere unge fynboer griber muligheden for at tage uddannelsen EUX Velfærd, som kombinerer uddannelsen til social- og sundhedsassistent eller pædagogisk assistent med en gymnasial eksamen.
Onsdag den 8. august var første skoledag for 64 nye EUX-elever på Social- og Sundhedsskolen Fyn. De 64 elever udgør det største optag af EUX-elever, skolen har haft, og det er en stigning på 60 % i forhold til sidste år. De unge kan se frem til en uddannelse på højt fagligt niveau, som klæder dem på til jobbet som social- og sundhedsassistent eller pædagogisk assistent. Samtidig får de en studentereksamen, der er adgangsgivende til videregående uddannelser. Netop denne kombination er årsagen til, at uddannelsen oplever så stor vækst, mener direktør på Social- og Sundhedsskolen Fyn Mogens Kragh Andersen:
“Jeg er rigtig glad for, at vi ser en stigning i søgningen til EUX Velfærd. Det er et rigtig godt alternativ for dem, som ikke ser en almen gymnasial uddannelse som interessant. På EUX Velfærduddannelsen får de en unik mulighed for at tilpasse uddannelsen til de mennesker, de skal arbejde med – både i teori og i praksis. Efter endt uddannelse kan de gå ud på arbejdsmarkedet som faglært med det samme, eller de kan læse videre på en videregående uddannelse, og det er også noget, der appellerer til de unge”.
En uddannelse med mening
18-årige Julius Ludvigsen er EUX-elev på Social- og Sundhedsskolen Fyn. Han forstår godt, hvorfor flere unge har søgt mod EUX Velfærd:
“Jeg tror, der er mange som jeg, der ikke rigtig kan se sig selv i gymnasiet. Jeg havde alt for meget energi til at sidde på skolebænken. Jeg har brug for at komme ud og bruge det, jeg lærer med det samme. Vekslingen mellem praktik og skole på EUX Velfærd passer derfor rigtig godt til mig”.
EUX-eleverne har mange af de samme fag, som almindelige gymnasieelever kender. På EUX Velfærd bliver fagene sat i en praktisk kontekst, så undervisningen i de gymnasiale fag bliver relevant for den social- og sundhedsfaglige eller pædagogiske del. I kemiundervisningen arbejder de social- og sundhedsfaglige EUX-elever fx med medicin, i matematikundervisningen med dosering og i danskundervisningen med dokumentation. Den gymnasiale og den erhvervsfaglige del spiller derfor rigtig godt sammen, og det er noget, der giver mening for Julius Ludvigsen:
“Jeg synes, det er så fedt, at jeg kan se en mening med det, jeg lærer. De ting, som jeg lærer i fx de boglige fag, kan jeg straks se, hvordan jeg skal bruge, når jeg er ude i praktik. Det gør, at jeg er mere motiveret, nysgerrig, og undervisningen bliver meget sjovere”.
EUX Velfærd åbner døre
Når de unge har færdiggjort deres EUX Velfærd, kan de gå ud på arbejdsmarkedet som færdiguddannede social- og sundhedsassistenter eller pædagogiske assistenter – eller de kan vælge at tage en videregående uddannelse. En EUX Velfærd er nemlig adgangsgivende til videregående uddannelser på linje med den almindelige gymnasiale uddannelse.
“Det betyder jo, at vores EUX-elever kan blive ingeniører eller læger, og det at så mange muligheder er åbne, tror jeg er rigtig positivt for de unge. De ved måske kun, at de vil arbejde med mennesker, men ikke helt hvordan”, siger direktør Mogens Kragh Andersen.
For Julius Ludvigsen var det også de mange muligheder for videreuddannelse, der lokkede. Her er den social- og sundhedsfaglige del af uddannelsen noget, som han bestemt kan bruge i sit videre uddannelsesforløb:
“Min uddannelse som social- og sundhedsassistent bliver guld værd, når jeg skal læse til paramediciner. Jeg har allerede lært så meget om medicin, pleje og kommunikation med borgerne, og jeg har en meget mere realistisk fornemmelse for, hvad jeg vil møde på det job, end jeg tror, så mange andre vil have. Så det har været det hele værd”.