
KOM MED PÅ SYGEHUSET
Lad dine fordomme blive hjemme og tag eventyrlysten med, når vi i tre dage sætter fokus på de mange spændende opgaver, social- og sundhedsassistenter kan have på et sygehus. Du får minimal tid på skolebænken, for du vil have travlt med at give indsprøjtninger, dispensere medicin og arbejde med patientpleje.
Giv os tre dage, og vi giver dig en oplevelse, der kan give dig mod på en hel ny og spændende karriere med løn under uddannelse, jobgaranti og mange flere karrieremuligheder, end du lige tror.
Tilmelding
Du tilmelder dig EUD Praktik her
Du kan tilmelde dig helt frem til og med uge 42, såfremt der er ledige pladser.
Hvad kan du forvente af din praktik?
Indhold for dagene
Adresser
Dag 1 og Dag 3 er du i praktik på Social- og Sundhedsskolen Fyn. Vi ligger på Blangstedgårdsvej 4, 5220 Odense SØ.
Dag 2 skal du ud og besøge en rigtig SOSU-arbejdsplads i Odense Kommune. Du har på forhånd fået besked om adressen via din indkaldelse.
Transport
Du skal selv sørge for transport til din praktik.
Når du skal ud på Social- og Sundhedsskolen Fyn, opfordrer vi dig til at tage cyklen eller offentlig transport. Busserne 195 og 65 går fra Odense Banegård næsten lige til døren, og Letbanen er inden for gåafstand.
Kontaktpersoner på EUD Praktik på Social- og Sundhedsskolen Fyn
Under dit ophold på Social- og Sundhedsskolen Fyn har du følgende kontaktpersoner:
Underviser Astrimaarii Schneider: assc@sosufyn.dk
Underviser Kathrine Hess Mortensen: kamo@sosufyn.dk
Om uddannelsen til social- og sundhedsassistent
Uddannelsen til social- og sundhedsassistent er en vekseluddannelse, hvor du skifter mellem at være på skole og i oplæring ude i den virkelighed, du uddanner dig til at arbejde i. Når du er på skole, vil du opleve undervisning, hvor du lærer det, du skal bruge, og du bruger det, du lærer.
I oplæringen skifter din praktik mellem ældreplejen, psykiatrien og sygehuset. Her vil du prøve kræfter med alle de mange spændende facetter af social- og sundhedsassistentens faglighed.
Din uddannelse er delt op i et grundforløb og et hovedforløb. Grundforløbet er som udgangspunkt 20 uger langt, og her er du berettiget til SU. Hovedforløbet er 2 år, 9 måneder og 3 uger langt, og her er du berettiget til elevløn.
Din uddannelse giver dig mange spændende karrieremuligheder. Du vil opleve, at du har noget nær jobgaranti, hvis du søger jobs inden for SOSU-området. Men din uddannelse giver dig også mange spændende videreuddannelsesmuligheder inden for sundhedsområdet.
Du kan læse mere om social- og sundhedsassistentuddannelsen her.
Hvilke muligheder har jeg som student på Social- og Sundhedsskolen Fyn?
Hvis du kan mærke, at uddannelsen til social- og sundhedsassistent er lige noget for dig, så har vi et stærkt tilbud til dig.
Som student går du på et særligt tilrettelagt grundforløb, EUD Student. Her går du med andre, der ligesom dig har en studentereksamen, og sammen får I et kortere grundforløb, hvor I ikke skal bruge tid på fag, som I har haft på gymnasiet. I stedet får I mulighed for at fokusere på alle de praktiske fag, der forbereder dig på SOSU-fagligheden.